Selvagtelse er en overbygning af selvværdet. Selvværdet er en indre dimension, mens selvagtelse er en personlig egenskab, der udtrykker selvværdet ud i verdenen og gør det synligt for andre.
Selvagtelse hjælper dig med at etablere personlige grænser overfor andre. Når du har en god selvagtelse, er du i kontakt med dit selvværd. Du bemærker situationer eller relationer, der ikke er gavnlige for dig (du kan mærke fysiske reaktioner). Selvagtelsen viser sig især i handling, når du udfordres negativt af andre og er i stand til at reagere passende.
Selvagtelse fungerer som et alarmsystem mod eksterne trusler. Det kan være en partner, der gentagne gange overskrider dine personlige grænser, eller en kollega, der mobber dig osv. Uanset hvad du står overfor, vil din selvagtelse hjælpe dig med at reagere hensigtsmæssigt.
Denne reaktion vil naturligt involvere konflikt, da den er et svar på andres upassende adfærd. Det er derfor vigtigt at forstå, at selvagtelse skal trænes, især hvis dine personlige grænser ofte er blevet overskredet i tidligere relationer/situationer. Der er en risiko for, at du er blevet vant til at dine grænser bliver overskredet, og du måske ikke længere opdager det.
Selvagtelse er ikke det samme som stolthed. Stolthed kan nemt blive til stædighed. Når du har en høj grad af selvagtelse, vil det også afspejles i dine interaktioner med andre. Den respekt, du ønsker, at andre viser dig, vil du automatisk give til andre. Selvagtelse betyder, at du tager vare på dig selv og din indre oplevelse, og dermed vil du også behandle andre med samme hensyn.
Selvagtelse er derfor ikke egoistisk adfærd, men netop en adfærd, der gavner både dig selv og de mennesker, du omgiver dig med.
Dine gode handlinger er med til at styrke din selvagtelse. Når du bliver værdsat af andre (noget af det vigtigste for mænd, også i parforhold), kan det støtte din selvagtelse.
Selvagtelse er en form for egenomsorg. Den fungerer som et værn, når du bliver krænket. Krænker du andre, vil mekanismen ikke fungere optimalt. Det vil snarere være narcissisme end selvagtelse. Når du undlader at krænke andre mennesker, vil din selvagtelse gøre dig så bevidst om dig selv, at du lettere opdager, når du selv bliver krænket.
Som beskrevet er selvagtelse en beskyttelse mod overgreb, men i virkeligheden er det mere end det - det er kærlighed til dig selv.
Om personlige grænser generelt:
Mænd og kvinders selvagtelse fungerer som et forsvarsværk mod krænkelse.
Mange kvinder føler, at de giver hele deres liv. Det er som om, at kvinden er den evigt givende. De fleste kvinder har allerede set deres mødre give kærlighed, støtte og omsorg til deres børn og ægtefæller, og mange andre mennesker. Der er ikke noget galt i at være "givende", men mennesker, der giver, skal også modtage (sådan burde det i hvert fald være).
Selvagtelsen kommer ind i billedet, når en person giver og deler sin kærlighed, men også bevidst om sit behov for at blive fyldt op. Hvis man kun giver, vil glasset før eller siden blive tømt. Selvagtelsen fungerer som et alarmsystem. Når glasset er ved at være tømt (men ikke helt tomt endnu), lyder alarmen og minder dig om at skrue ned for din generøsitet og vente på, at du også modtager.
En udfordring for mange kvinder er den kvindelige samvittighed, der ofte er en kronisk dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over for ens familie, venner, arbejde osv. Fastgroede kønsrollemønstre og anden kulturel og sociologisk adfærd gør det endnu vanskeligere at integrere en sund selvagtelse. Samvittighed er godt, men den er skadeligt, hvis den er med til at dræne et menneske for psykisk energi.
For en kvinde er selvagtelse en af de vigtigste egenskaber at besidde, fordi den forhindrer, at hun løber tør for "givende kærlighed".
Selvagtelsen hjælper dig med at passe på dig selv.
Dog er det min erfaring, at det for mange kvinde er vanskeligere at opnå selvagtelse eller forbedre selvværdet, end det er for en mand. Som kvinde skal du arbejde hårdere, netop på grund af følelsen af skyld. Den gode nyhed er, at selvom processen kan være udfordrende, vil den fra begyndelsen være til gavn for dig som menneske og som kvinde.
Glæd dig til dit nye jeg :)
Selvagtelse og mænd
Om vi (mig inkluderet) vil det eller ej, så kan mænd godt lide at ordne ting. Vi er praktiske, ofte også meget pragmatiske. Vores selvagtelse bliver i højeste grad defineret af vores handlinger. Nu er det vigtigt ikke at forveksle selvagtelse med, at andre skal respektere eller frygte dig. En muskuløs fyr, som alle har 'respekt' for, fordi han optræder voldsomt, behøver ikke have en stor selvagtelse - det modsatte kan faktisk være tilfældet.
Mænd løber nemt den risisko at de netop forveksler respekt med frygt. Resultatet er, at den misforståede fornemmelse af respekt bliver kilden til ens selvagtelse, og det kommer helt sikkert ikke til at virke.
Som sagt er selvagtelse kærlighed til sig selv uden en underliggende narcissisme.