Man hører så ofte, at psykoterapi bare er godt, og det er jo også min holdning. Jeg vil være en dårlig psykoterapeut, hvis jeg mente, at psykoterapi ikke ville hjælpe. Men jeg vil også være en dårlig psykoterapeut, hvis jeg ikke var ærlig, og der er noget, der tyder på, at psykoterapi kan have den modsatte effekt, hvis den anvendes forkert.

Psykoterapi er godt, men anvendes den forkert, kan det føre til voldsomme negative konsekvenser for klienten. En af de ting, der kan gå galt, er ideen om, at klienten hele tiden opfordres til at mærke efter, hvordan vedkommende har det, eller hvad mavefornemmelsen siger. Selvfølgelig skal man mærke efter. Det er vigtigt, at man er i kontakt med sig selv. Men denne evige mærken efter kan også føre til, at man bliver overfokuseret på sig selv, og det er ikke godt. Hvis fokusset hele tiden placeres på en selv, så kan klienten nemt få opfattelsen, at man bare er super vigtig, og dermed også alle ens skavanker, eller det kan føre til, at man påtager sig en altoverskyggende skyld, og det er heller ikke meningen.

Psykoterapi er godt, men der skal være en balance; hvis terapien fokuserer for meget på klientens indre 'verden', kan det forplumre hele terapiforløbet.

I de fleste tilfælde er det en god idé at gå tilbage i tiden for at finde årsagerne til nutidens handlemønstre. Men der kommer et tidspunkt, hvor psyko-arkæologien skal stoppe. På et eller andet tidspunkt er der blevet gravet nok, og man skal rette fokusset mod nutiden og fremtiden. Sagt på dansk, navlepilleri kan man nemt få for meget af. Sagt endnu mere tydeligt; den værste form for psykoterapi gør, at man får begravet sit hoved op i egen røv.

Psykoterapi ser på fortiden, men ikke for fortidens skyld, men udelukkende for at finde ud af, hvad der sker i nutiden for så at skabe håb for fremtiden.